Markedsføring

Let sælgernes arbejde med gode historier

Marketing produktion 2

Du kan med fordel kombinere din indsats i marketing og salg til alles fordel.

Sælgerne har mange gode historier, og den marketingansvarlige kan fortælle dem på en måde, så de øger salget.

Hvis du vil lette arbejdet for dine sælgere, er det ikke længere nok at bruge dine marketingkanaler til at ønske god sommer og godt nytår.

Du vil få langt mere ud af at bruge historier fra hverdagen til at gøre opmærksom på, hvordan din virksomhed gør en forskel for kunderne.

For selvom det er din virksomheds kanaler, skal det ikke primært handle om din virksomhed. Det skal handle om kunderne og hvordan din virksomhed gør livet lettere for dem. Og det skal gå igen i al din content marketing.

Det er da rart at vide, hvornår I er til at træffe. Men jeres kunder går ikke på nettet for at se, om I mon vil ønske dem en god ferie.

Tonny i kantinen er sikkert også en fin fyr, men hans nye opskrift på indianergryde har ikke den store værdi for dine kunder.

Det har til gengæld den nye maskine i produktionen, som gør det muligt for dig at producere mere og bedre for kunderne.

Undgå stress over din marketing

Det er let at få stress over alle de kanaler, du kan udkomme på. Så hold dig til at se på de store historier:

  • Nye tilbud til dine kunder.
  • Ny viden, som kan gavne dine kunder.
  • Jubilæer og andet, der viser virksomheden som en god arbejdsplads.
  • Nye maskiner, der gør din produktion bedre, billigere og/eller hurtigere.
  • Overvejelser om din virksomheds kultur og hvad den er det bedste alternativ til.
  • Nye medarbejdere, som på en eller anden måde vil give dine kunder bedre oplevelser.

For hver eneste store historie du har, kan du hive mindre pointer ud.

Hvis den store historie bringes på en brancheportal eller i dit nyhedsbrev, så kan de mindre blive lagt på sociale medier.

Her er et eksempel på, hvordan det kan se ud:

  1. Nyhed på brancheportal – ”Lean-ekspert er ny rådgiver hos DKPU.”
  2. Nyhed på hjemmesiden – ”Velkommen til Jørgen Brandt.”
  3. Notits i nyhedsbrev – ”Erfaren Lean-ekspert som ny rådgiver.”
  4. Opslag på LinkedIn – ”Sig hej til Jørgen!”
  5. Blogindlæg på hjemmesiden – ”5S Lean gør din virksomhed effektiv.”

Og så er vi endda kun lige kommet i gang. For vores nye medarbejder har selvfølgelig en masse tanker om sin måde at arbejde på og gør sig en masse erfaringer i løbet af især den første tid hos os.

Derfor gør vi en dyd ud af at lytte til, hvordan han oplever alting og notere indsigterne. For der vil typisk være nogle spændende historier i det, han ser.

(Her rejste jeg mig lige op og gik ind til Jørgens skrivebord for at høre, hvordan de historier kunne se ud. Mellem de obligatoriske røverhistorier fik jeg de her pointer ud af ham):

  • Det er ikke let at opsætte en effektiv produktion.
  • Mange virksomheder kan få gavn af et stærkere samarbejde mellem kontor og produktion.
  • Jørgen bidrager selv med en mere praktisk tilgang til opsætning af produktioner.

På samme måde kan du få mange historier ud af andre kolleger og ikke mindst kunderne.

Frygt ikke genbrug og remix i din marketing

Det kan virke som en stor opgave at blive ved med at producere indhold, som skal lokke flere kunder til – eller få dine eksisterende kunder til at lægge flere penge i din virksomhed.

Men du kan gøre det meget lettere for dig selv ved at holde styr på dit bagkatalog. Brug bare et regneark til at skrive overskrifterne, emnerne, de relevante kontakter og links ind, så det er let at søge i, når du mangler idéer.

Når det handler om at lave opslag på sociale medier, skal du ikke være bange for at genudsende dine historier med små ændringer.

De færreste af din virksomheds følgere vil se mange opslag fra din virksomhed.

Det er jo blandt andet sådan, sociale medier tjener deres penge – ved at holde fast i det mest relevante publikum fra de virksomheder, de sætter pris på.

Det er en af de store grunde til, at du også skal huske at udsende emails (mere om det senere).

Prøv med en ny indledning eller overskrift, og sørg for, at indholdet stadig er aktuelt.

Små ændringer, som et nyt billede eller et andet hashtag, kan også gøre en stor forskel.

Du kan (næsten) ikke være for sælgende

Mange af vores medlemmer er bange for at være for sælgende, når de arbejder med deres marketing.

Det er let at forstå, når man ser de mange dårlige eksempler, vi stadig oplever overalt:

  • Beskeder på LinkedIn, der fortæller om afsenderens fantastiske virksomhed – og vil du forresten ikke lige købe noget?
  • Navlepillende emails, der ikke siger noget om, hvad indholdet betyder for modtageren.
  • Telefonsælgere med en indstuderet tale, fokus på sine salgstal og ingen respekt for et ”nej.”

Ligesom man godt kan drive en produktionsvirksomhed, der producerer emner af højere kvalitet end konkurrenternes, kan man også sælge uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Hemmeligheden er at holde fokus på modtageren.

Du kan hjælpe andre mennesker og virksomheder med at få mere ud af deres tid i verden ved at give dem de bedste muligheder. Du skal bare finde ind til de store forskelle, din virksomhed gør for kunderne.

Indlæg skrevet af rådgiver Per Andreasen

Har du lyst til en snak om, hvordan vi kan hjælpe dig til flere idéer og bedre historier, der sælger mere?

DKPU F.M.B.A.

Nonprofit kompetencehus med en praktisk og uvildig tilgang til udvikling af mindre produktionsvirksomheder.

Mindre konsulentsnak.
Mere fokus på det bedste for din virksomhed.
+45 70 22 87 22info@dkpu.dk
Kontakt os
Hold dig opdateret på de bedste muligheder for at udvikle din produktionsvirksomhed.

Tilmeld dig vores emails og få gratis viden om, hvordan du kan opnå det – med eller uden et medlemskab i DKPU.
Tilmeld
Copyright © 2024 All Rights Reserved
magnifiercrosschevron-down
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram